Du Landevej, der har kendt min Glæde
ved Morgengry og naar Duggen faldt —
det var en Nat og i Regnens Væde,
jeg gav Dig alt, aa jeg gav Dig alt!
Naar Løvet aanded med fine Munde,
og Solen faldt over Vej og Sti,
da vented Lykken i svale Lunde,
og jeg var Længslen, der gik forbi.
Og stred jeg mig gennem Stormens Bulder,
som trodsig Tavshed i Larm og Skraal,
og stemmed Stormen imod min Skulder,
da var det Sejer at naa sit Maal.
Og skar mig Kulden med skarpe Knive
og vilde lamme min Haand og Arm —
hvor godt at føle sig vel ilive
og ung og trodsig og stærk og varm!
Men naar jeg vandred i Regnens Strømme,
da løstes op for, hvad ondt jeg led,
og trætte Tanker og brudte Drømme
drev sødt forløste i Jorden ned.
Saa blød og dyb blev den Vej at træde —
aa, Muld, vor Moder, vort Liv, vor Grav —
da følte jeg, at den bedste Glæde
er den, som Sorgen, som Sorgen gav.
At en Gang opløses al vor Gammen,
at en Gang lærer vi at forstaa:
vi deler Kaar med Jer allesammen,
med Blomst og Blad og med Urt og Straa.
Du Landevej, der kar kendt min Glæde
ved Morgengry og naar Duggen faldt —
det var en Nat og i Regnens Væde,
jeg gav dig alt, aa, jeg gav dig alt!