En høstlig Himmel over sorte Træer
og Mørke fjernt og Mørke ganske nær —
Nu vender Livet atter hjem til Støvet,
hvor god en Trøst for den, der er bedrøvet.
Ak, Efteraar, for hver Gang, Du har grædt,
jeg kommer til Dig mere trist og træt.
Tungt luder imod Jord de vaade Grene,
og Regnen rinder under Mos og Stene.
Jeg binder — under Regnens Messesang —
en Rosenkrans af det, der var engang,
til Bønner, som — blev jeg end syg af Lede
jeg ved, jeg maa hver Døgnets Time bede.
En Blomst for Fryd, der blev til Sorg og Savn,
en falmet Rose for et elsket Navn;
for Haab, der visned hen i Duft af Minder,
en nøjsom Asters jeg i Kransen binder.
Hvad ejed jeg, hvad mon det alt betød — —
min Armod blev min Trøst, min Rigdom — Nød — —
en Blomst for Angst, en Bøn i mer end Kummer
for hvad et dunkelt Pigehjerte rummer.
Et Blad af Lauren for et festligt Kvad,
for den Gang, jeg var baade ung og glad —
at jeg maa Livet gennem Taarer prise
og binde det en blomstersmykket Vise.
Det gav mig meget skønt at glædes ved,
det gav og gav — men jeg fik aldrig Fred.
Ak Efteraar, hvergang Du taaget græder
jeg mere træt og trist imod Dig træder.
Saa mangen Rose jeg i Kransen bandt,
men aldrig Lykkens Kløverblad jeg fandt.
Og den, som uden Tro, af Sorg kun beder,
forgæves evigt efter Lykken leder.
Dog, hvad jeg aldrig skal i Livet naa,
skal jeg engang ved Jordens Hjerte faa,
og derfor er endnu en Blomst fornøden,
en dyb og dunkel Kalk — en Bøn for Døden.