Der snor sig i den grønne Skov
en Sti med Spor af Hjul og Hov,
snart mellem Bøg, snart under Krat,
som gennem Dag og Nat.
Her pletter Solen sart og lyst —
en Fugl gør Stilhed mere tyst —
og sagte duver Løvets Tag
i Skovens Aandedrag.
I Duft af Græs og Urt og Muld
og fra en trøsket Bøgebul,
hvor Mos og Svamp og Bregner gror
jeg strækker mig paa Jord.
Med Duft og Stilhed glider ind
en hellig Glemsel i mit Sind,
og Skoven skygger underfuld
kun Menneske og Muld.
Den grønne Skov, den grønne Skov —
hvem satte Spor af Hjul og Hov — —
en Vogn med Kvas — et sindigt Spand —
en gammel, stille Mand — —
Hans Skæg var hvidt, hans Sjæl var Fred,
han aabned langsomt Skovens Led —
var det i Dag, var det i Gaar — —
gik siden tusind Aar — — —
Og Lyset løfted sig af Skov,
og Løvet tav, og Fuglen sov,
da knirked Stentens smalle Bro —
der gik i Natten to.
De hvisked blidt, de standsed tit:
min Sjæl, mit Liv — alt mit er Dit — —
Var det i Dag — var det i Gaar — —
gik siden tusind Aar — — —
Ak, Hjertets Længsel efter Fred
og Sjælens efter Evighed
drog Haand mod Haand og Mund mod Mund
i Livets korte Stund — —
Det var i Dag, det var i Gaar —
min Sjæl, min Sjæl var tusind Aar —
og derfor græder i min Sang
den Fryd, der var engang — —