En Barne-Bøg i den vide Eng
nys vaagnet op i sin side Seng —
der er paa Jord ingen Fyrstepragt
saa skøn som Ungbøgens Foraarsdragt.
Hvor spæd og kølig en Duft — aa, mærk —
den gør beruset og svag og stærk — —
og inderst har hun saa fin en Særk
af Lys og Skygge i Kniplingsværk.
Hun har ej Krone med Bladebrus,
slet ingen Tone af Skov og Sus —
men blot et Vindpust, saa svajer hun,
og blot en Drossel, saa nejer hun — —
En gammel Bøg, der gik næsten ud,
har rakt mod hende sit sidste Skud:
„Ja, jeg er ikke saa skøn som Du —
men jeg er til, jeg er til endnu — —
Nu rækker jeg fra min gamle Krop
min raske Arm imod Solen op,
jeg hører Fuglenes Foraarssang —
dem gav jeg Skygge og Ly engang — —
En Vandrer kom fra den store Stad
— jeg gør vemodig, men Du gør glad —
og da han troede sig helt alene,
jeg saa, han kyssede Dine Grene.”