Det kvidrer fra de nøgne Trær —
nu er det atter Vaar —
og Rummets blide Aande
til alt som Kærtegn naar.
Det pusler under Sten og Stub,
det siver alle Vegne —
den sidste Sne maa give sig
og tyst i Jorden segne.
Et Foraar er som Haabet selv:
al Verdens Fryd som Frø —
hvor saligt lever det, der ej
forstaar, at det skal dø!
Men vi, der kun er Mennesker
blandt det, der bare gror —
fordi vi fik en Smule Aand,
vi tynges ned af Jord.
Dog — naar jeg lukker Øjnene,
blir Sølet Sommer-Støv —
og i et Nu er Skoven grøn,
det pipper under Løv — —
Da mindes jeg min egen Vaar
og al dens fine Spil —
og tror igen, aa Elskede,
at Du maaske er til — —