Skærm Dine Blomster,
der kun taaler Sommer
— der skal saa ringe Frost,
før de forkommer —
At ikke Vaaren
sin Glæde skal give
uden at vække Din
Lykke til Live.
Det er vort Hjertes Angst,
hvergang det vaares:
Kan vi endnu en Gang
ganske bedaares —
Eller er Sindet
for altid forandret —
blev vi en øde Vej,
Glæden har vandret.
Da, og først da er vi
dødsens alene,
naar vi maa visne blandt
bristende Grene — —
Skiller os Sorgen,
og skiller os Gammen,
Længslen alene kan
føre os sammen,
kalde det slumrende
op fra de Døde —
Vaaren er Sjælenes
hellige Møde.
Blev Du forhærdet
i Sorg eller Glæde —
Vaaren befrier Dig
i Trang til at græde — —
Skøn og uskyldig
Du gaar mig i Møde —
Foraar, jeg elsker Dig,
ydmyg af Brøde!