Axel Juel (1883–1948)

Der er intet, der som Du mit Sind har dulmet,

og ved Aften, naar jeg hviskede Dit Navn,

tog Du mig saa ømt og ganske ind i Mulmet,

og Du aabnede for mig Din dybe Favn.

Jeg har elsket Dig, for Du forstod mit Hjerte,

jeg har grædt hos Dig som Barnet i dets Ve —

og Du skjulte det, der bare voldte Smerte,

og som mine Øjne frygtede at se.

Jeg har hvisket Dig om det, jeg maatte lide,

jeg har følt, Du var mit Hjertes bedste Ven —

og hvor trøstede det mig ved Gry at vide,

at ved Aften kom Du tyst til mig igen — —

Men nu er det, som Du drømmer om en anden,

Du er fjern, endskønt Du er mig ganske nær,

og i Drømmene Du smiler — over Panden

er der bredt et fremmed, et forklaret Skær.

Ak, Du er som En, der blev, skønt hun forlod mig,

som en Kvinde, jeg kan ikke helt forstaa —

her er ikke trygt, som den Gang, jeg forstod Dig,

og jeg spørger: — Er der En, Du tænker paa — —?

Intet Svar. — Men se, det er, som Natten smiler,

fyldes helt af en usynlig Lykkestrøm —

thi Du ved det, at Din Elsker mod Dig iler — —

jeg kan se, at han er hos Dig i Din Drøm!

Og Du føler noget leve under Brystet,

og Du aner som en Sødme i Dit Skød,

mens Du glemmer mig, Du eneste har trøstet,

og Du ved ej, at jeg gaar i Angst og Nød.

Jeg maa dække for mit Syn med mine Hænder,

alt bereder sig til ham, hvorhen jeg ser!

alting venter ham, hvorhen jeg Blikket vender

jeg er ensom, imens Lykkens Under sker!