En silde Sommeraften med stille Bladesus
kom jeg forbi et lille, fattigt Hus —
ved Gavlen sad de Gamle i Hyldens Lysthuskrog,
og deres Datter læste af en Bog.
Hun var en enlig Rose i Havens Fattig-Grønt,
og hun var klædt i alt, hvad der er skønt —
for deres Slid og Møje en Løn saa underfuld,
hun var en Blomst og de var bare Muld.
Jeg saa paa disse Gamle, jeg saa, at disse to
tilsammen havde fundet Aftenro,
hvor Stilhed er som Bladefald paa træt og furet Jord,
mens dybt det stærke, fine Foraar gror.
Da standsede mit Hjerte, da standsede min Gang,
og længe stod jeg under Bladehang — —:
Jeg ejer hele Verden, jeg vandrer over Jord,
men visner hen — og intet, intet gror!
Og Mulmet tætned Luften og standsed Aftnens Vind,
og Mørket faldt og knugede mit Sind —
saa drev jeg om ad Vejene, og havned i en Kro,
som ofte før, naar mine Tanker lo.
Jeg ejer hele Verden — men jeg har intet Hjem
saa sæt mig da den bedste Kande frem;
for jeg vil hilse Kvælden, som før saa mangen Gang,
da Glæden festlig fra mit Hjerte sprang!
Men Mørket var kun Mørke og Vinen var kun Vin,
for Glæden selv var ikke mere min!
Jeg ejer hele Verden og alle Blomsters Flor,
men jeg er selv en Muld, hvor intet gror.