Først lærte jeg ved mit Skolebord,
at Danmarks Grænser var Hav og Fjord
der hang paa Væggen et farvet Kort,
det Land hed Danmark, og det var vort.
Og saa jeg Verden med barnligt Blik,
den bedste Glæde mit Hjerte fik
ved Dine stærke og milde Ord
for Aa og Høj og for By og Fjord.
Men siden trak jeg fra Bakketop
med egne Øjne de Linier op —
i grønklædt Vig, mod den hvide Strand
gaar Havet, Havet om Danmarks Land.
Og bag mig, trindt om det blanke Kær,
Smaahuse gemt under grønne Trær,
dèr fløjter Stær og der kvidrer Spurv —
en lille By i en Blomsterkurv.
Og Træer vogter hver Vej og Sti —
det bruser, hvergang jeg gaar forbi;
og er jeg ene, ihvor jeg gaar —
det nynner, hvergang et Træ jeg naar.
Den grønne Skov og det brune Tag —
dèr vifter festligt det stolte Flag —
dèr blaaner atter det blanke Vand,
se Havet favner det hele Land!
Her drager Bonden saa støt sin Plov
fra Hegn til Aa og fra Næs til Skov;
hvor Brisen hen over Kornet gaar,
dér bølger yndigt et Silkehaar.
Slet ingen Vælde i Fjæld og Sten
og ingen Trusel om Angst og Men,
men mild og venlig er Danmarks Aand —
et Kærtegn gav Dig Din Skabers Haand.
Og Dine Børn har saa let til Leg,
saa kort til Ja og saa langt til Nej,
et Sind saa vegt, men en Vilje sejg —
de hader ingen, men elsker Dig.
For Du er blevet i Fryd og Savn
som for en Elsker et elsket Navn;
og har Du fejlet paa farlig Vej,
det er dog Dig, aa, det er dog Dig.
Vi føler, hvor vi i Danmark gaar:
her har vi levet i tusind Aar,
vi elsker alt, hvad vi ser og ved,
saa dybt af Slægternes Kærlighed.
Og vi vil virke med Haand og Ord,
at de, der kommer i vore Spor,
kan pege stolte paa Verdens Kort:
„Det Land er Danmark, og det er vort!”