Hør Lærken, Lærken overalt
— usynlig som en Duft —
den jubler i den høje, klare Luft,
som sitrende fra Ætrens Sjæl
en Tonekilde sprang —
det er, som var det Solen selv, der sang.
Dybt, dybt i Engens grønne Skød
de sorte Tørve-Tavl,
bag Popler lyser hvide Gaardes Gavl —
en Svale flakser ilsomt
over Pløjemarken hen —
nu svandt den — se, der blinker den igen.
Og Rugen nikker, nikker
imod Vandringsmanden frem,
udover Grøftens frodiggrønne Bræm,
mens Valmuer, der tynges
af det røde Purpurskrud,
fra Kornets gule Gitter titter ud.
I Lundens Ly, hvor Solen sies
af Løvets matte Glar,
og Gøgen gir Dit bange Hjerte Svar,
der var det — nej mit Hjerte
tar for heftigt til at slaa,
naar noget altfor skønt jeg tænker paa —
Og derfor vil jeg bare synge
Sommeren en Sang,
men synge af mit Hjertes fulde Trang;
de Ord, som jeg kan finde,
vil jeg binde i en Krans
og lægge om Din Pande, Sankte Hans!
Snart tier Gøg, og Engen dufter
af det slagne Hø —
ak, altfor tidligt maa vor Sommer dø —
naar alle Dine Smykker
ligger slængt paa regntung Vej,
vi elsker alt, der blot har tilhørt Dig —
Og naar Du kaster Kappen,
k mens Du bort med Solen gaar —
da møder Du vor Længsel efter Vaar;
vi stirrer længe efter Dig,
forunderlige Du —
og elsker vi, saa ejer vi endnu!
Og saadan mødes Tonerne,
at Sangen ej skal dø,
— naar Blomster falmer, spirer deres Frø. —
Mit sidste Suk skal være
sidste Tone af en Sang —
fra Livet gaar jeg baglæns bort engang!