Du gode Stilhed
i Mulmets Kofte,
jeg knæler ned —
Dig har jeg hvisket
saa tit og ofte
min Kærlighed.
Mit Sind Du daarer
og helt betaget
det segner hen —
en Drøm, som Larmen
har fra mig jaget,
faar jeg igen.
Jeg venter Dig,
som jeg vented ofte,
naar Dagen led —
Ak, en Gang gik
i saa lys en Kofte
min Kærlighed — —
Du bringer det
til mit Sind tilbage,
min Ungdom saa — —
de var som Nætter,
de unge Dage,
jeg tænker paa.
Thi kun ved Nat
og i Tryllestrømmen
af Maaneskær
kan man faa Skønheden,
Digtet, Drømmen
saa helligt kær.
Saa stolt og helt,
at man alle Dage
maa elske dem —
og blir en fremmed,
der ser tilbage
og længes hjem.
Aa, Dag og Mennesker,
Ord og Trætter
og Glans og Snavs —
jeg er en Baad,
der ved Skumring letter
og staar til Havs.
Du høje Himmel,
I dybe Vande —
Aa, rene Lyst!
I styrker mig
til igen at lande
paa Dagens Kyst.
Du gode Stilhed
i Mulmets Kofte,
jeg knæler ned —
Dig har jeg hvisket
saa tit og ofte
min Kærlighed — —