Ud mod den brede Landevej
en faldefærdig Gaard —
en hældende og frønnet Post
i mosset Stenbro staar.
Did kommer Karle langvejs fra
med Tønde og med Spand,
thi Posten i den gamle Gaard,
den gir det gode Vand.
Der staar saa ren en Kølighed
om Spande og om Kar —
det Vand er gennemsigtig klart —
som om det ikke var.
Sol glitrer i den fyldte Spand,
der bæres mig forbi;
det blinker fra dens blanke Bund —
som var kun Sol deri.
Jeg standser tit og tankefuld
— skønt jeg det ofte saa —
det er saa stort et Ønske,
jeg staar og tænker paa.
Det er mit Haab, det er min Bøn,
at det maa ske engang:
den gamle Post, det klare Vand
kan lignes ved min Sang.
Aa, om mit Hjærte randt engang
med Kølighed og Fred,
saa Mennesker kom langvejs fra
at lædske sig derved — —
Den gamle Post, det klare Vand
og Solens gyldne Skær —
den gode, brede Landevej —
de gamle, grønne Trær — —