Jeg er den ydmyge Elsker
af Nattens hellige Stund,
Timen, da Evigheden
vaager ved Døgnets Blund — —
Aa, jeg har vandret saa længe
gennem den dulmende Nat,
vandret mig stille og lykkelig,
vandret mig mødig og mat.
Gennem mit Vindu jeg hører
over den ensomme Vej
Løvet og Vindene mumle,
mumle alene for mig:
„Hører Du, hører Du, hører Du
vi elsker, vi elsker Dig — —”
Hvad der er hændt mig blandt Mennesker
glider i Glemsel hen,
og kun en stille og ordløs
Visdom bliver igen —
er som en eneste Tone
af Mesterens evige Spil,
det, som vi ikke kan samle,
hvor meget vi lytter og vil — —
Da toner mit Hjærte af Lykke,
for dyb og for dejlig for mig,
Ordene baner sig sagte
over min Læbe Vej;
„Hører Du — hører Du — hører Du —
jeg elsker — jeg elsker Dig — —!”