Fløjterne har kun saa kort et Parti
— men ingen kan Fløjterne glemme —
saa slutter Fiolen sin Melodi,
snart taler en Cello alene og fri
med sin slørede Menneskestemme.
Fløjte og Fedel har kun en Stund,
og siden skal Du fornemme,
at, hvad Du end spiller, saa mindes Du kun,
og lokker et Ekko fra Sjælens Bund
af Toner, Du aldrig kan glemme.
Tier Din Glæde, naar Livet befol,
da toner alene din Smerte —
Du længes mod Ungdom og Sommer og Sol,
Du blæser paa Fløjte og gnider Fiol — —
den Cello besørger Dit Hjærte!
Vi føler først, naar vi er Afgrunden nær
og standser i Angst vore Fjed,
hvor meget, vi fik saa forunderligt kær,
hvad en Gang er strejfet af Solens Skær —
vi kan ikke skilles derved!
Jeg kender vel dem, der har grædt sig i Blund
og er vaagnet til Dage i Nød —
de har ønsket sig Døden af Hjærtens Grund,
men levede dog, skønt de levede kun
af et eneste Mindes Brød.
Det er fattigt at føle, hvor lidt vi formaa,
vi ved, at vi ingenting vide — —
ak, lykkeligst den, der vil slet intet naa,
men elsker kun Blæsten og Himmelen blaa
og vandred sig ensom i Tide.
Det er bittert at vide, hvor lidt vi kan
— vær varsomme med Eders Lykke —
min er det at gaa gennem Byer og Land
at være i Verden en vandrende Mand —
jeg skal bæres det sidste Stykke.
Jeg elsker kun det, som jeg visselig véd
vil være hos mig til det sidste,
jeg takker for Sorgen, jeg smilende led,
jeg elsker Dig, Liv, med en Kærlighed,
der skal blomstre over min Kiste!