Jeg vil sidde her i Solen,
aa, saa ensom, fri og glad —
glædes, som kun Vandringsmanden,
over Hvile, Vin og Mad —
fremmed i en fremmed Stad!
Tre Turister med en „Fører”
larmende forbi mig gik —
nej, jeg elsker Livets Have
uden Trang til Botanik,
Sprog, men ikke Grammatik.
Mens jeg hører Domens Klokke
— vældig og dog sprød og fin —
tone over Slægters Drømme,
over Krypt og Helgenskrin,
og imens jeg mindes min,
vil jeg føle Nuets Aande
som en Duft i Vaarens Vind,
ane alle disse Sjæle,
raa og yndefulde Sind —
hvor jeg aldrig lukkes ind — —
Dunkle Blikke, tavse Munde —
Øjne, der i Lykke lé —
skønt saa nær ved disse Hjerter
skal jeg dem dog aldrig se —
aa, en sød og angstfuld Vé
stiger i mig, strømmer til mig,
som en Luft, der mod mig slaar,
og jeg er saa sært urolig,
som da jeg var atten Aar,
mens jeg om i Staden gaar.
Den Gang var i mine Øjne
ingen dagligdags og smaa,
for jeg digtede og drømte
meget mere, end jeg saa —
skal jeg aldrig Visdom naa —?
Først, hvor hvert et Fodtrin skelnes,
og de Huse skilles ad,
hvor Naturens Stilhed dulmer
Støjen fra den store Stad,
blir jeg atter tryg og glad.
Og da smiler jeg, skønt slagen,
til den store, stærke By:
vent kun, fra Naturens Skanse
kommer jeg med næste Gry
og erobrer Dig paany!