Hvor Hesten begynder at sakke
og Vognen vil helst gaa i Staa,
hvor Bakke mødes med Bakke
ved en Bro ved en blinkende Aa,
der hvælves en Port under Løvet,
en Rejsestald, favnende bred:
blev Du mødig og hungrig og støvet
har Du vandret Dig tørstig og hed,
saa kom hid, her er Stedet at bede,
I knirkende Hjul kom til Ro —
Røde Vejrmølle Kro!
Ingen spørger, hvad Du har forøvet,
Du fremmede, vandrende Gæst,
om Du kom, fordi Du var bedrøvet
eller glad til en sommerlig Fest.
Se, Gyldenregn hvælver Portalen
til Haven, saa løvrig og sval,
hør Hanernes hjemlige Galen —
se, dér er den festlige Sal.
I Aften skal Pigerne danse
med Ankelbaand over Sko —
Røde Vejrmølle Kro!
Og Lyset skal sive og strømme
fra Længe og Stuehus
og Ungdommen glemmende drømme
i Glædens velsignede Rus.
Naar Livet har splittet og taget,
hvad Livet en Gang har for Skik,
og to sidder træt og bedaget
og tænker paa det, der forgik,
da har de kanhænde tilsammen
eet glædefuldt Minde de to —:
Røde Vejrmølle Kro!
Aa, at komme ved Aften, naar Himlen
i Vest bliver blødende rød,
og hvile hos Dig er en Svimlen
dybt i et duftende Skød —
I Døren staar hun, Marianne,
med nystrøget Forklæde paa
og gyldent Haar over sin Pande —
ved Morgengry først vil jeg gaa — —
Den Gamle gaar frem foran Skænken:
Jo, jo, den er gammel og go’,
Røde Vejrmølle Kro!
Naar Vinteren aander sin Kulde
fra tilfrossen Strand og til Strand,
da kommer ad tonende Mulde
alene den vandrende Mand.
Den bitreste Møje han glemmer
en Stund ved Din venlige Ild,
han strækker de stivnede Lemmer
og kender sig mødig og mild;
da er Du helt trofast imod ham,
Du, der før til Alverden lo,
Røde Vejrmølle Kro!
Jeg véd, at de fremmede kommer
og bygger Dig om til Hotel
med Folk i Pension for en Sommer,
„Koncert” og deslige ved Kvæld — —
Men se: endnu rækker Syrenen
sin Blomst udover Dit Tag,
som krogede Fingre er Grenen —
ak ja, den er gammel og svag —
voks ikke fra den, den velsigner,
skønt inderlig træt af at gro,
Røde Vejrmølle Kro!