„Trætte Vandrer, stands Din Gang,
hvad har Du at ile med —
har Du endnu mange Mile,
før Du naar Dit Hvilested — —
Stands hos mig og Du vil høre
Evighedens milde Stemme,
Du, der iler, iler rastløs
som en Tanke, der vil glemme —
Hør den Lyd af fjerne Vogne —
alle Byer, alle Sogne
samles ad en fælles Vej,
kommer hid engang til mig.”
Og jeg standser, mens jeg lytter:
Kirkens gamle Urværk slaar —
og jeg vandrer ind ad Laagen,
som af Ælde aaben staar.
Dybt i Skyggen af den røde,
ludende og sprukne Mur
gror i Fugt og frodig Skimmel
alskens vild og skøn Natur.
Klokketaarnets Egedør,
som — jeg tænker — pryded før
med sin stærke Fyldings Tavl
Kirkens dunkelrøde Gavl,
var ej stængt i Aar og Dage,
men den frie, vilde Vind,
Svale, Ugle, Spurv og Krage
flyver uden Hindring ind.
I en Bunke vissent Kvas
— forhen altfor vildt Buskads —
spinder Edderkoppen tryg
og i Døren danser Myg.
Mærket af den Ringers Greb
hænger ned et Hampereb,
tvundet som jeg sikkert ser,
ingen tvinder Hampen mer.
Vinden blader sig igennem
Poplens haarde Løv og letter
Birkens Slør af fine Grene
og af stumme Pailletter
fra den jomfruspæde Stamme,
pusler lidt ved Hækkens Ramme
over alle disse Grave.
Al Naturen er en Have!
Livet smiler trods de Døde.
I den sene Sommerdag
holder Stære Elskovsmøde
under Taarepilens Tag.
Gemt i Gærdets tætte Ukrudt
pusler det af Kryb og Dyr —
Her er Sælsomhedens Andagt,
som i glemte Æventyr.
Og for alle trætte Tanker
aabner sig en kærlig Favn:
denne underlige Visdom
uden Ord og uden Navn,
der kan slette, sporløst slette,
hvad et Hjærte længe led,
som — javist — som Tiden slettes
sporløst ud af Evighed.