Axel Juel (1883–1948)

Mens vor Tanke og vort Hjerte

er mod Kampen vendt,

hvor ved Hadets vilde Vagtbaal

Verden vaager spændt,

Fredens Blus paa Bavnehøje

blir i Norden tændt.

Se, det er den danske Sommer,

mærk den blide Duft

af de milde Blomsters Aande

i den svale Luft —

ikke Jubel — dæmpet Glæde,

Skønhed og Fornuft.

Paa den fede Ager græsser

Kvæg i Ro og Mag.

Som to Venner mødes Dag

med Nat og Nat med Dag,

ret som Virksomhed og Hvile

under Fredens Tag.

Hvor et straatækt Forraadskammer

ud mod Vejen staar,

gjort af spæde Graners Stammer,

nær den brede Gaard,

farer Hunden frem og glammer

som af Ulivssaar,

blot den fredelige Vandrer

gaar sin stille Gang,

til han skjules under Lundens

tætte Bladehang,

hvor han hilses af de Fugles

Pip og Kluk og Sang.

Danmark, fra de fjerne Tiders

barske Kæmpelag

var Du med i Daad, der mindes

til den sidste Dag —;

Danmark, Du er skøn og liden —

nu er Fred Din Sag.

Held Dig, at Din Ungdom glædes,

denne Sankte Hans

fletter Dig — imens der trædes

let og munter Dans —

ikke Laurens tunge Blade,

men en Blomsterkrans!