Trofast som en Muld, der nærer
Mælkebøtten som Violen,
sine Børn en Moder bærer,
skønt hun véd, at Livet lærer:
de forelsker sig i Solen.
For at fostre Fremtids Slægter
kan hun glemme, hvad hun led,
uden Suk og uden Klager
blive som en fattig Ager,
trist og graa for Evighed.
Kan det gavne Barnets Lykke,
ofrer hun med Glæde sin;
er det vraget alle Vegne,
for en Ukrudtsblomst at regne,
siger hun: han er dog min.
Du, der vis af rig Erfaring
ikke Kvindens Væsen tror —:
hendes Troskab er en anden,
hun er tro mod Sædemanden
ved at elske det, der gror!
Manden er kun for en Kvinde
— trods Alverdens Kærlighed
En, hun traf, en fager Vandrer,
Tiden, der sig selv forandrer,
Barn er hendes Evighed.