Vi skal aldrig mere mødes
i den nattestille Gade,
hvor Du tænksom og alene
paa et Hjørne tog Dit Stade
for at grunde over noget,
som vi siden sammen fandt,
imens Gryet over Byen
Dagens hvide Dæmring spandt.
Kan Du huske, naar vi vandred
i den friske Morgendug,
hvor fra Vejens Træer lød
de første Fuglepip og —Kluk —
eller triste Forstadsgader
gav en Genlyd af vor Glæde —
hvor vi talte muntert sammen —
for det er saa dumt at græde.
Og vor unge Visdom voksede
saa godt i Nattens Mulde
— skønt den skælvede en Smule
imod Morgengryets Kulde —
og vi ødslede med Løfter,
gav hinanden vore Ord:
vi vil altid vandre frie
over denne sære Jord!
Lige festlig og frimodig
i et Selskab gamle Tanter
mellem Toldere og Skøger
eller alle Slags Bakkanter,
uden Skel for Lys og Mørke,
drog bestandig fri og fin
mellem Vennernes Oaser
Du, en sælsom Beduin.
Herregud, nu skal jeg se Dig,
naar Du tripper Dig „en Tur”,
imens Døren utaalmodigt
staar paa Klem i Hjemmets Bur,
og Du stadig adspredt kigger
til det Satans Lommeur,
der er blevet som en Fjende,
altid snigende paa Lur.
Eller træffe Dig ved Teen
mellem Fætre — Onkler — Tanter —
hvor Du altfor rar og venlig
læmper lidt paa alle Kanter
til Du næppe kendes mere
ved Din Ungdoms Sorg og Glæde.
Jeg vil smile, jeg vil smile —
for det er saa dumt at græde.