Nu kommer Uglen frem
i Gavlens mørke Glug,
saa fjederlet og uden Lyd
som Sneens hvide Fnug,
der daler tyst og lægger sig —
en Vinter-Aftendug.
Det graaner over Veje,
det sortner under Trær,
og Huse blir saa mørke
i det vege Skumringsskær,
som havde selve Natten
allerede vandret dèr.
Paa Skovens hvide Bakker
en Skare Ungdom lér
og leger, til den neppe
kan skimte noget mer,
og kun de hede Kinder
kan kende, at det sneer.
Med Skier og med Slæder
gaar det hjemad to og to —
nu ringler Kaneklokker —
nu gungrer Aaens Bro — —
det sidste Raab, den sidste Støj:
En, der af Ungdom lo —
Fra Bakkekammen lytter
den ængstelige Hind,
den gode Stilhed glider
i Skovens Mørke ind,
hvor Aaen er en Stribe
udvidsket Maaneskin.
Da skimter Vandringsmanden
bag det fine Grenenet
paa Himlens sortblaa Mørke
en taaget Dæmringsplet.
han smiler, mens hans Hjerte
og Gang blir glad og let.
Se, Mørket hist begynder
saa sagteligt at tø —
først er det som paa dunkelt Hav
en liden sneklædt Ø,
saa glider Maanen gylden frem
i sølvertaaget Sø.
Og Vandringsmanden kender
i sit Hjertes Aftenro,
som bryder noget frem
og gir sig frejdigt til at gro —
det var hans dybe Glæde,
der ganske dæmpet lo — —