Nu skygger dunkle Skyer over
Fjord og Sø,
og Vinden løsner Blad for Blad:
bliv Muld og dø!
Tungt driver over Eng en Duft
af Hegn og Hø — —
Og Regnens Strømme fører bort,
hvad Døden brød —
det fine Blad, der gav saa kort
sin Duft saa sød —
alt segner hen med falmet Lød
i Jordens Skød.
Se, bred og kølig Landevejen
strækker sig
som bag et Skib, der sejled bort
en Kølvandsvej —
vi synes, det tog Glæden med
fra dig og mig — — —
Vi spejder ud og kommer til
at tænke paa,
at vi er hjælpeløse som
de Blomster smaa;
vi foldes ud i sælsomt Skrud
for at forgaa.
Da sker det underfuldt i samme
Vemodsstund,
at Livet taler dæmpet fra
Dit Væsens Grund —
en Glæde god som Kysset af
en kærlig Mund!
Vi elsker Livet, naar det lyder
vore Krav,
og endnu mer for hvad det tog
med Død og Grav,
men evigt elsker vi kun det,
det aldrig gav.
Drøm, Længsel, Haab — vi elsker evigt
disse tre!
Opløft Dit Sind — højt som et Barn,
at det kan se,
og glemmende, hvad der gør ondt,
mod Solen lé!