Bladene blafrer uroligt og vildt,
Grenene gynger saa bange,
værgende for sig, gribende ud
søgende noget, de ikke kan fange.
Inde i Skoven bruser et Hav,
stiger de vældende Vande,
brydes og synker — Dønningen dør,
glidende bort imod fredfulde Strande.
Himlen er søndret i splittede Skyer,
slaaet til drivende Flager —
henne ved Korsvejen duver en Pil
som midt i Strømmen en vuggende Vager.
Vejene binder klæget og tungt
Fodtrin, der forhen var rappe.
Bladene driver i Hjulsporets Bæk —
Vandreren standser og samler sin Kappe.
Ude i Aftenens vældende Mulm
ulmer et Lys i en Rude
En, der er træt af det sludfulde Liv
strækker sig mødig og godt paa sin Pude.
Vandreren føler dybt i sin Sjæl
— og dog saa langt i det Fjerne —
noget, der lever inderlig tyst,
trygt, som en rolig og sikker Lanterne.
Ser for sin Tanke et sovende Hus,
hører et Hjærte, der banker,
tænker paa hende, der var som en Havn,
og som for Skibet et holdende Anker.
Vandreren strider mod vældende Vejr
og mod sin daarede Hjerne — —
skimter imellem de svajende Trær
atter sin Kurs mod den evige Stjerne.