Hvor en Kornmark gyldent bølged,
Aks mod Aks i lønlig Gammen,
staar de nu i spredte Klynger,
tæt og bange flygtet sammen.
Tidligt Dagen gaar paa Hæld,
og de sidste Roser dufter
muggent som et Ligkapel.
Koen endnu silde tøver
i den klamme Kløver.
Al Naturen gav sin Grøde —
ingen Stængel Blomstring mægter.
I de sidste Solstrejf danser
Regn som hvide, smaa Insekter.
Under Fuchsiens Blomsterklokker
hænger vinterklædte Humier,
mellem Grøftekantens Ukrudt
gaar en Ged og gumler.
Bonden ser mod Aftenhimlen,
men den giver ringe Trøst,
lover ikke Sol og Tørring
af den gennemvaade Høst.
Lo og Lade venter tomme
Lønnen for hans Slid og Stræv,
Duggen glimter højt i Gluggens
dunkle Tragt af Spindelvæv;
sælsom Flagermusen hænger
under Tagets Stænger.
En for en de glade Stemmer
tier i det store Kor —
snart er kun een dyster Tone:
Vindens Brusen om vor Jord.
Og jeg synes Livet sidder,
svøbt i Dødens kolde Gus,
mæt af Dage, ensomt, ældet,
i et ensomt Hus.
Og jeg lytter, sært bevæget —
hør: en evig Visdom bor
i den dybe Salmetone:
Rummets Nynnen uden Ord.
Afført Somrens Festdragt bliver
Vej til Vej og Land til Land;
nøgtern, stærk og rejserede
bli’r et Mandfolk Mand.
Jeg har smilet, jeg har nynnet
til de glade Toners Spil,
men i Efteraarets svale,
stolte Visdom blev jeg til,
lærte dybt at elske Livet,
kendte i det kolde Sus,
at et Hjærte er en Ensom
i et ensomt Hus.