Højt i min Haves højeste Træ
samles de fløjtende Stære,
Skare paa Skare forlader dets Læ,
prøver, om Vingen til Rejsen kan bære.
Og til et mægtigt, jublende Kor
mødes de prøvede Klynger,
fløjter Farvel til det skumrende Nord —
det er, som Træet mod Himmelen synger.
Pludselig tier dets svimlende Sang,
og som en Sky fra dets Krone
tusinde susende, spilede Fang
stævner ret Syd mod en mildere Zone.
Hør, hvor det varsles, det voksende Vær —
Efteraarstiden er inde!
Raadvilde rokker forstummede Trær,
Grenene famler omkring sig i Blinde.
Næppe har Sol til den falmede Jord
smilet, før Dagene hælder —
Mennesker samles ved Bog og ved Bord —
fint dufter Frugten fra Kammer og Kælder.
Tidligt der tændes i Huse og Hjem
stænges for Gaard og for Stue —
dristigt ved Kvæld glider Pindsvinet frem,
sært som en vandrende Muldvarpetue.
Kragerne synger med lidet Gehør,
alting saa fattigt forkommer,
Dugdraaben glimter i lasede Slør,
spundne ved Nat af den flyvende Sommer.
Men er der falmet og fugtigt og raat,
hvor Solen i Farvepragt spilled —
Mestrenes Mester, der maled i Graat,
lagde sin Sjæl i det taagede Billed.
Efteraar, giv mig Din kølige Aand,
naar Dagens Glæder blir knappe —
lær mig at kysse den koldeste Haand,
som nu en Flig af Din falmede Kappe.