Farverne segner i Mulmets Favn,
alt Løv bliver eet, naar det skumrer;
jeg kan ikke skelne en Blomst ved Navn
de har gemt deres Ansigt og slumrer.
Skovbrynet sortner tungt som en Sky,
svagt vugger en Poppel derover —
Ungbirken dølger sin Hvidhed bly,
den drømmer om Solen — og sover.
Blomsterkalkens solhede Rus
svales af Duggens Væde —
alt slumrer hen i et sygnende Sus
og i Duften af Dagens Glæde.
Som Troldtøj, der sneg sig til Mørkets Egn,
en Klynge knortede Pile —
der vaagner en Fugl i et duftende Hegn
og pipper sig søvnigt til Hvile.
Hvad driver imod mig i Nattens Luft —
jeg standser og nævner et Navn — —
vækkede Vildrosens Vin-Æbleduft
en Verden af Længsel og Savn — —
Gaar jeg nu atter min Ungdoms Vej,
træder den glemte S ti — —
bare en Duft — saa møder jeg Dig —
intet, der svandt, er forbi.
Mister vi det, som vi nødigst vil —
en Trolddom i Sjælene bor;
saa rig er dens Magt, at en Verden blir til
ved en Duft, ved et eneste Ord!
Lad blomstre og visne og dufte igen
i Nattens velsignede Væde —
selv vil jeg segne i Mørket hen
i Duften af Sorg og af Glæde — —