Det lider imod Natten
og Duggen driver paa,
Vejrmøllens tunge Vinger
gaar sagteligt istaa.
Det er den søde Sommer
med lydløs Dans af Myg
i krydret Duft, der driver
som Mosekonens Bryg.
Højt over Vejen lukker
sig Løvet som en Hal,
og Græsset skjuler Grøften,
der grov sig dyb og smal.
Og Vandringsmanden standser,
helt graa af Vejens Støv — —
det sortner mellem Stammer,
det skumrer under Løv.
Til Hegn og Haver sniger
sig Mulm fra Vej og Sti —
de Huse synes sovende
at segne dybt deri.
Men Kirkegaardens lave Mur,
den lyser frém saa hvidt —
en gammel knoglet Haand, der holder
skærmende om sit.
Og Vandringsmanden bøjer sig
— som lyttede han — frem — —
han hører fjernt et Hestetrav,
en Vogn, der skramler hjem.
Han ser sig om, hvor Mørket
sletter Vandringsmandens Spor —
det eneste der bliver
af hans Gang paa denne Jord.
Han støder som i Harme
sin Stok i Vejens Grus,
vil ikke tømme Bægret —
med den søde Vemods Rus.
Men gaar igen med gode Skridt
og linder til sin Gang
som kæk og munter Følgesvend
en gammel Vandrersang.