Jeg har vandret hele Natten,
jeg gik bort i Aftenfred —
og nu strømmer Foraarsgryet
over Landevejens Bred
som et Hav, hvis friske Bølger
bliver ved og bliver ved.
Fra et Hus ved Landevejen
gaar en Mand i Haven ud —
jeg kan se det i hans Ansigt,
at han møder Vaarens Gud.
Og se Kvinden, som staar bøjet
— i sit lyse Klædebon —
over Blomsten, hun har plukket,
se, hvor skønt et Skær af Aand;
hun ser ud, som om hun holdt et
yndigt Ansigt i sin Haand!
Hun vil tale om sin Glæde,
vender sig imod ham om —
i et Nu hun føler dunkelt,
at hun selv af Jorden kom!
Jeg maa standse og betænke,
hvad jeg inderligt erfor:
Alt for lidt og alt for meget
om sig selv saa mange tror —
hvad var vi, om vi blev vejet
mod en Spade Foraarsjord!
Flere Parker, flere Haver,
mere Muld og Himmel blaa,
at Naturens rene Glæde
kan de syge Hjerter naa!
Over Jord imellem Planter
blir vi smukke af at gaa.
Lad Naturens rene Glæde:
Blæsten, Solen — blive Din,
da er Brødet godt at æde,
da er Vand som liflig Vin!
Lad os blive i vort Indre
som Naturen selv, der gror
— meget mer og meget mindre
end vi i vort Hovmod tror —
saa vi aabner os mod Solen
som en Blomst i Vaarens Jord!