Jeg elsker Skumringsstunden,
naar Dagens Larm blir dulmet,
og Foraarsluften suger ind
og mætter sig med Mulmet.
En aandeagtig Time,
hvor alle Farver flygter
for det matte Genfærds-Lys
fra Dag og Mulm og Lygter.
Da gaar jeg bort fra Byen
— imens den skifter Dragten —
før kunstigt Lys, før Mennesker
igen har taget Magten.
Ud, hvor det bløde Mulm fra Vest
uhindret sig fortætter
og tegner Silhuetter op,
imens det Farver sletter.
Kun, hvor en Lygte lyser svagt,
vemodigt, isoleret,
har Hækken dæmpet Skær af Grønt
og straalende lakeret
er Træets Knopper — Rederne
for foraarsgale Unger,
se, nogle rækker dristigt ud
smaa friske, grønne Tunger.
Jeg hører Byen mumle fjærnt —
Forstadens Veje fører
i Mørket ud som magtesløse
Lys fra Projektører.
Og Himlen hvælver sig saa dyb
med sine Stjerner, alle —
de tindrer frem, de skælver angst,
som var de ved at falde.
Langt borte ulmer Ruder mat
af Ild, der snart skal slukkes,
mens Søvnens Mørke sænker sig
og trætte Øjne lukkes.
Jeg vandrer længe, vandrer langt,
af Fred og Træthed dulmet —
mit Sind er som en Aftenstund,
der mætter sig med Mulmet.