Nu lukkes Dør og Vindu op
i Gaden og i Gyden —
det bruser over Træets Top,
vi lytter efter Lyden — —
den første længselsfulde Trop
af Sangere fra Syden!
Og Sind og Hjerte aabner sig
— som Knopperne paa Grene —
Aa, Foraarssol, hvad kan Du ej
med gyldent Skær forlene!
i haardest Sind Du finder Vej,
— som Blomsten mellem Stene —!
En Brise, blid som bløde Lin,
en Luft, der Syge læger —
jeg drikker den, den er min Vin,
og Rummet er mit Bæger!
Aa, nu er Livets Lykke min,
og flyr den, blir jeg Jæger!
Se, Baaden slæbes fra sit Hi
— nu staar dens Køl i Sandet —
om den blev sprukken som en Si,
den læges dog i Vandet,
nu er dens onde Tid forbi —
en Baad blir læk paa Landet.
Og Sejlet er til Tørring lagt,
af Vintervæden plettet;
nu hvidner det ved Lysets Magt,
af Solens Varme mættet —
se, før det rigtig var dens Agt,
af Længsel Baaden letted —
Vi længes bort fra Hus og By,
naar vi har Vaar fornummet —
vort Sind er som en Foraarssky,
der sejler højt i Rummet —
og hør den Sang fra Kvæld til Gry,
hvor før alt var forstummet.
Naturen er et Moderskød,
min Søster og min Broder!
Bliv ikke bleg i Sind og Lød
i Livets Kræmmerboder,
men le og græd i Lyst og Nød
som Barnet hos sin Moder!