Saa gik der for vor Sjæl et Aar
— vi regner det fra Vaar til Vaar —
lidt nærmere ved Støvet,
ved Jordens kolde, mørke Skød
vi længes efter Solens Glød
og Blomsterne og Løvet.
Thi Aar kan ikke ælde os
og Vinter ikke fælde os,
hvor dybt vi end bedrøves,
hvis Glæden byder Sorgen Trods
og er den dulgte Kraft i os,
som i et Træ, der løves.
Men sørger Du, naar Vaaren lér
og føler ingen Glæde mer
dybt i Dit Væsen stige,
da skal Du gemmes under Muld,
mens Blomster af det unge Kuld
gaar frem i Lysets Rige.
Vi beder Dig, Vidunder-Vaar:
lad den, der imod Graven gaar,
værkbruden, ved sin Krykke,
aa, lad ham føle end en Gang,
som da han med et Sind, der sang,
gik om og lo af Lykke!