Disse Gader er slet ikke Gader,
men en langstrakt og straalende Hal,
ikke luftige, fri Promenader,
men en Sal til et borgerligt Bal.
Og naar Blik søger Blik, og naar Smilet
lokker Smil om en fristende Mund,
føles det, som naar Hænder har hvilet
hos hinanden i Dansen en Stund.
Mens man skilles og mødes for atter
at glide hinanden forbi,
mødes Øjne i Smil og i Latter —
thi i Glæde er Hjerterne fri,
Snart i Hast, snart i ængstelig Dvælen,
i et Nik, i et Blik, i et Smil
denne hemmeligt tilladte Stjælen,
snart i fri, snart i ridderlig Stil.
Hvem er Du, jeg har set Dig saa ofte,
og hver Gang blev mit Hjerte beklemt,
hvor Dit Ansigt er fint — og Din Hofte —
smil dog til mig — er det da saa slemt —
Hvem er Du, er Du En af de mange,
som jeg altid og aldrig skal se —
hvorfor gør denne Tanke mig bange —
ja, hvorfor — jo, jeg tror at maaske — —
Se, nu standser de to at betragte
dette Vindu med fint Broderi —
men en Dag vil de Gaden foragte
og søge den lønlige Sti — —
Nej, det er ikke Gader og Huse
— hvem ser vel saa højt som et Tag —
denne mylrende Menneskeruse,
der lokker sin Stime hver Dag.
Lille Guldfisk i Sildenes Stime,
lille unge, bedaarende Barn:
husk, den Fisker, han kender sin Time
og gaar ud for at røgte sit Garn!
Men naar Natten har aabnet sin Sluse,
naar de blændende Blus er brændt ud,
og naar Gaden er Stenbro og Huse —
gaar den ensomme Allemands Brud.
Denne Stakkel, af Glæden bedraget,
der søger mod Glæde paany,
mens hun driver i Bølgeslaget,
der vugger fra Kvæld til Gry — —