Kan Du huske hendes Øjne,
aa, saa dybe og saa bløde
hvor det smerted i Dit Hjerte,
som det skulde Lykken føde — —
Møder vi vor egen Længsel,
i det første Stævnemøde —?
Ja, hun var min egen Længsel,
jeg en ydmyg Triumfator,
hun var selve Lykkedrømmen,
jeg var Elskovs Imperator,
da jeg fik det første Kys
bag en støvet Elevator.
Siden møder vi kun Kvinder —
og for hvert et Stævnemøde
føler vi, at vi for Lykken
dyrt og bitterligt maa bøde,
thi vort Hjerte, ak vort Hjerte
holder sagte op at bløde.
Naar vi ser paa Gadehjørnet
disse ganske unge to,
mindes vi — som En der tænker
paa sin tabte Barnetro;
og vi lader, som vi smiler,
men vi løj, i Fald vi lo.
Ak, vi lyver altfor ofte —
dybt i Gøglets Sjæl jeg ser,
at den sørger, naar den mindes,
men kan glemme, mens den ler —
jeg vil gaa min Vej fra Mængden,
jeg vil ikke vide mer!
Og jeg beder Afrodite:
se, jeg angrer, og jeg soner,
giv mig blot en lille Aften
mine Ungdomsillusioner
for Alverdens Elskerinder,
alle Kærester og Koner.
Lad mig tro paa et Par Øjne,
aa, saa dybe og saa bløde,
lad det smerte i mit Hjerte,
som det skulde Lykken føde —
lad mig mødes med min Længsel
i et bange Stævnemøde.