I en stille, fornem Forstad
bor de Gamle, Trætte, Svage,
hører fjærnt en Storby larme
og de nye Tider jage —
til en gammel, fornem Forstad
har de trukket sig tilbage.
Se, naar Middagssolen skinner,
gaar de langsomt i Alléen,
overvejer, hvad de læste
i Aviserne til Teen —:
„Alt det nye mangler noget,
noget bærende — Idéen — —”
Og de vandrer under Skyggen
af de gamle, lyse Linde,
mindes Tiderne, der svandt,
ser paa Tiderne, der svinde —
de, der selv er allerede
næsten kun et Navn, et Minde.
Ak, og disse gamle Træer
— hør, hvor svagt og sygt de suse —
taaler ikke Gadelivet,
Skyggen af de høje Huse —
de blev til ved Grøftekanter,
mindes Urtehaver bruse.
Og den Gamles Tanker glider
til de svundne Tider hen —:
„Her gik Romantikens Digter
tit og talte med sin Ven,
saa de glemte det blev Skumring,
Aften, Nat og Gry igen —”
Foran Parkens Gitterlaage,
hvor Alléens Træer ender,
standser han og ser paa Uret,
førend han besindigt vender,
skærmer — til han naar i Skygge
Øjnene, som Solen blænder.
Inde over Byen straaler
høje Taarnes Guld og Kobber —
lille, som en Landsbykirkes,
er det Spir, der hæves over
Muren dér langs Kirkegaarden,
hvor de gamle Skjalde sover. — —