Smaahuse — en Kirke —
en Borg og en Havn —
vor Verden: en Længsel —
en Vilje — en Favn.
En Daad og en Død
og en Duft af et Navn.
Som Barnet blev Mand,
blev en Flække til Stad —
de nynnende Toner
blev kædet til Kvad
med Ord, der gør baade
bedrøvet og glad.
Jeg vandrer og søger
at samle det Spil —
snart Brusen og Larmen,
der stiger, der vil — —
snart døende Toner
fra det, der var til.
Kaserner af Sten,
hvor de Lerhytter laa,
Vognlarmen, hvor forhen
har rislet en Aa,
og Gader, hvor fordum
en Landevej laa.
Hvor Skibenes Ankre
blev smeddet engang,
hvor kraftige Arme
den Forhammer svang,
nu lyder om Tryghed
den evige Sang.
En Hal med Maskiner,
et luende Baal,
en Evighedslampe
for Hjernernes Maal;
se, Hjulene rinder
som Strømme af Staal.
En hældende Rønne,
et usseligt Kræ,
for Nøden og Lasten
et kummerligt Læ —
snart knust under Storbyens
stensatte Bræ.
Dèr osede Lyset
bag smudsige Lin,
her siver det sødt
gennem Silkegardin,
og Gaden er stille
og fornem og fin.
Og Byen er pudset
og fejet og ren,
bredt ud for min Fod
er et Tæppe af Sten —
men ikke eet Spor,
hvor de Tusinder trén.
Her sukker en Grønning
langs svimlende Mur
— en Fugl, der blev stum
i et stængende Bur —
en hviskende Bøn
fra den frie Natur.
Aa, atter jeg træder
i Muld og i Grus,
mens Sangen fortoner
i Træernes Sus,
der fylder min Sjæl
med en styrkende Rus.
Min Sjæl, der blev ængstelig
stille og stum —
den rummede alt
i en eneste Sum —
jeg gik gennem Verden
i Tid og i Rum.