Hvor Verden er mangfoldig,
naar unge Øjne ser —
men Lovene er enkle
bag det brogede, der sker.
Den unge higer langvejs ud
med sødt fortumlet Sind —
men Verden er i Blæsten,
der stryger om hans Kind.
For mig blev Verden lille,
imens jeg selv blev stor —
mit Land en lille Have,
der blomstrer imod Nord.
En lille, herlig Have,
hvor Søen glimter bag,
og Brisen kæmmer Kornet
over Høj og Bakkedrag.
Mit Hjærtes Offerlunde,
hvor mine Minder bor,
den inderligste Tone
i Verdens store Kor — —
Det er Din blide Tale,
Dit søde Strængespil,
der toned i den Elskov,
hvoraf mit Sind blev til.
Og det var under Suset
af lyse Bøgetrær,
min unge Sjæl fik Kvinden
saa smerteblandet kær.
Alene er jeg flygtet
til Din Skov og til Din Strand
kun den, der ikke elsker,
faar intet Fædreland.
Du lille, skønne Have,
der blomstrer imod Nord,
se, mine Drømmes Grave
er kastet i Din Jord.
Og hvad jeg dybest gemmer
af Lykke og af Nød,
det skal engang forstumme,
aa, Danmark, i Dit Skød.