Jeg er en lille Væverpige,
væver Dagen lang,
derfor længes jeg ved Aften
efter Dans og Sang —
Væverpigens Dag, den er saa
trist og graa og trang.
Jeg er en lille Væverpige,
Du er en løjerlig En,
gaa Du nu Din egen Vej
paa Dine lange Ben.
Jeg er en anstændig Pige —
Aftenen er sen.
Alle Jer Mandfolk kender jeg,
kender Jer saa godt:
alle Mandfolk, som er til,
de vil det samme blot,
alle vil det samme, og det
er saa stygt og raat.
Sig mig, Du lille Væverpige,
kysk og streng og from,
mener Du nu, hvad Du siger,
tænk Dig rigtigt om — —
blev mon ellers ikke Verden
ganske trist og tom?
Og den lille Væverpige
stansede saa brat,
rysted paa de gule Lokker
med den brede Hat:
„Det blev ikke værd at leve —
kys mig, Du! — God Nat!”