Oholiba, blege Pige,
mat Dine Øine mig møder,
som sidste Gnist under Asken
af tusinde slukte Gløder.
Dine Ord er bedrøvede, bange,
generte, fordi de er gode.
Du glemte jo næsten den Tale —
for den var der ingen, der trode.
Du søger at spøge med Alvor,
Du ved, den til Smærte maa føre,
Du stænged den altid ude —
for den vilde slet ingen høre.
Du maatte jo gøgle Dig glad
altid i de andres Øjne,
nu knuger de gemte Taarer
og alle de beske Løgne.
Forsorent og trist og forpjusket
er alt, hvad Dit Hjærte nu føder
kun ulmende Gnister i Asken
af tusinde slukte Gløder.