Den lille, sorte Ohola,
hun kunde ikke sove
for Livets lyse Æventyr
og for dets stærke Love.
Men det var lille Ohola,
hun lærte det en Morgen:
man sove kan hos Glæden ind —
og vaagne op hos Sorgen.
Hun græd en Stund saa bitterligt
for ham, der troløs rømte —
og lo saa al sin Sorrig ud
for Drømme, som var drømte.
Ja, al sin Sorrig lo hun ud
med Blodets røde Latter,
med Blodets stærke, sunde Røst,
som silde Sorgen fatter.
Da kom den Nat, da Ohola
fik ikke Ro at sove
for Menneskenes strenge Dom
og vise, vise Love.
Nu har den lille Ohola
kun trætte, lade Minder
om Lykken, som blev Glæder kun,
og Glæderne, som svinder,
om Glæderne, der glider bort,
bedst som man tror, man har dem,
som Sæbeboblerne der brister,
altid, naar man ta’r dem.
Og Aftentimer, naar hun sidder
ved sit Vindu silde
og venter en forsinket Gæst
til Livets korte Gilde,
da kan hun drømme om en Favn,
hvor der er trygt at være,
om noget, som kan vare ved,
og noget, som kan bære — — —
Men ude gaar der franke Møer,
som deres Hænder tvætter,
skønt Hjærterne er tit ved Dag
som hendes røde Nætter.