Han siger ingenting, den lille Fyr,
men traver bare trolig ved min Side,
hans Træk er gamle, han er vant at slide,
han spørges ikke, om han vil og kan,
hans Krop er knoglet, Armene for lange,
han ta’r paa Byrder, som en voksen Mand.
Jeg traf ham før, han stod ved Vejens Sving
og hviled paa sin Byrde, træt og stille,
jeg tog den — den var stor, og han var lille —
han saa paa mig og saa sig lidt omkring,
han nikked bare, maalte mig med Øjet;
nu gaar han dèr og siger ingenting.
Naar Blæsten farer bidsk forbi os hen,
da dukker han sin Nakke lidt og gyser;
jeg spørger ham, om han er træt og fryser,
han ser paa mig, som om han vilde sige:
hvor Du er dum — det kan I tale om,
som ikke fryser, Du og Dine Lige.
Og jeg forstod, at Drengen havde Ret,
og jeg fik Lyst at se ham venlig, glad;
jeg tog ham hjem og gav ham Tøj og Mad,
han spiste graadigt, saa sig sky omkring,
men med et Blik, som mærked han sig dog
alt, hvad han saa — og sagde ingenting.
Jeg følte denne lille Sjæl mod min
saa fremmed, kold og øde som en Ørken,
og jeg forstod, at til at lindre Tørken
vil engang kræves Blod og atter Blod
af Mænd, som handler koldt, foruden Ord.
Jeg vil forstaa, som Drengen jeg forstod.
Jeg saa i dette dybe Barneblik
et ensomt Had, et fangent Rovdyr værdigt,
jeg følte det en Stund lidt uretfærdigt —
jeg saa Dig jo saa gerne smile, takke;
men jeg er svag, Du er den stærke, Dreng,
for Du, Du tramped gerne paa min Nakke