Du siger, der er blevet saa fremmed i mit Sind,
at meget, som Du elsked, kan Du ikke mere finde —
Ak, Livet er en Kamp, og jeg har rustet mig, Veninde.
Thi den, som elsked meget, der ej hører Livet til,
og plejed disse Drømme, til de Virkelighed bleve —
en Gang maa meget dø i ham, ifald han selv vil leve.
Og nu har jeg da rustet mig til denne onde Færd,
erkendt, at jeg skal friste den kummerfulde Skæbne,
at jeg mod, hvad jeg avled selv, maa mine Hænder væbne.
I Dine mørke Øjne jeg ser Dit lyse Sind,
Aa, disse glade Øjne, som saa tillidsfulde gløde,
de eneste i Verden, jeg kan ængstes for at møde.
Thi jeg har engang lært Dig at elske, som jeg selv,
jeg syntes, at Du blev derved end mere smuk og god —
jeg slænger mine Vaaben og kysser Din Fod — —