Det gør mig saa ondt, lille Ella,
Din Verden blev lille, da selv Du blev stor,
at aldrig vi mødes som Mennesker mer,
der samme Ting elsker og tror.
Ja, det gør mig saa ondt, lille Ella.
Vi mødtes, som Unge kan mødes,
mens langvejs og fjernt fra hinanden de bor,
og aldrig vi følte det samme, vi to,
eller mangled de selvsamme Ord.
Og det gjorde mig ondt, lille Ella.
Jeg sidder og hører Dig tale,
og tænker jeg paa, hvad Du sagde saa tit,
dengang, da vi holdt af hinanden, ja, tænker
jeg paa det — saa smiler jeg lidt.
Men det gør mig saa ondt, lille Ella.
Du bedømmer mit Liv og min Stræben,
jeg hører med Undren, hvor lidt Du forstaar,
Dit Syn er saa snævert, Din Tanke er andres,
Din Dom er saa hjærteløs haard —
Herregud — er det Dig, lille Ella — —
Jeg var ung, da jeg mødte Dig, Ella,
et Barn kun i Livet paa Ondt og paa Godt,
og dybt var jeg saaret, jeg syntes, det var
baade skident og lumpent og raat.
Og det gjorde mig ondt, lille Ella.
Ja, og mere end ondt har det gjort,
jeg fortvivled saa tit, og mit Hjærte har blødt
over Ting, som er Livets hver evige Dag,
som jeg nu har saa idelig mødt,
at de blot gør mig ondt, lille Ella.
Men i Hjærtet jeg værned et Billed
af en Kvinde, der elskede mig og forstod mig,
og alt blev til hende, og hun blev til alt —
Du var smuk og kom vigende mod mig —
og jeg trode, det var Dig, lille Ella.
Du har voldet mig Glæde og Smærte,
en Glæde, hvor større og skønnere gror,
en Smærte, jeg gemmer saa dybt, som jeg kan,
og jeg søger at slette dens Spor —
men for begge jeg takker Dig, Ella.