Saa kys mig da, Tøs med den dejlige Mund
jeg har set, Dine Øjne blev vilde,
det brast i Dit Blik,
jeg har set til dets Bund —
Dine Hænder blev svage og milde,
de skælved mod Nattens forløsende Stund —
saa kys mig da, Tøs med den dejlige Mund!
Men eet vil jeg, hører Du, sige Dig først:
jeg elsker Dig ikke, jeg slukker min Tørst,
jeg pines af Tørst, jeg stiller den kun —
jeg drikker Dig, Tøs med den dejlige Mund!
Og skulde jeg hildes i sælsomme Garn
og sværge Dig til, at jeg elsker Dig, Barn,
— jeg siger Dig dette, for det er min Pligt
da er det kun Løgn og forrygende Digt.
Og skulde det hænde, ja, skulde det ske,
min Mund bliver veg og jeg ikke kan le,
og hvis jeg maa græde, skønt ikke jeg vil,
da falder jeg blot for en underlig Trang
til at tænke paa noget, jeg trode engang,
noget latterligt Vaas, som er slet ikke til.
Der hviler et spørgende Drag om Din Mund,
en ængstelig Spørgen — jeg kender dens Grund
nej, vær ikke bange for Sansernes Spil,
mine Synder er mange — hvis Synder er til.
— — — — — — — — — — — — — —
Nu stilner den Skælven i Træernes Løv,
nu hviler selv Vinden og Vejenes Støv,
Dit Hjærte faar rolige Slag.
Snart glider Du ind i et lykkeligt Blund,
derfor vil forsigtigt jeg kysse Dig kun —
for Herre min Gud — for Herre min Gud —
jeg elsker Dig, Tøs med den dejlige Mund.
Hvor sært er mit Hjærte forrevet og delt,
jeg ved ikke, hvad der hver Time kan ske;
af Magt og af Afmagt, af Lykke og Ve
jeg høster, hvor ikke jeg saa’de,
jeg, Hersker i Sjælenes vildsomme Land —
og Stymper — af Gudernes Naade.