Hvor jeg husker Dig, Du Lille,
O med de spæde, spæde Arme,
den evindelige Kyssen
og den moderlige Varme.
Og den altfor tidligt modne,
hun der rutted med: at elske —
hendes Tanker var saa træge,
hendes Sanser saa rebelske.
Den forkælede, forvænte,
og den lunefulde, vilde,
hun, der maatte, maatte giftes,
for slet ingen Tid at spilde.
Ja, hvor husker jeg Jer alle,
naar jeg tænker mig tilbage
til min første Ungdoms sære
og højtidelige Dage.
Den Mangfoldighed af Følelser
og Tanker, som I vakte,
disse endeløse Tanker,
som jeg ikke kunde magte.
I min Barndoms stærke Drømme
har jeg fjerne Riger gæstet,
og I blev de første Slotte,
hvor jeg sejersstolt har festet.
Ja, og Landevejens Templer
med de billedsmykte Ruder,
hvor jeg fandt en Times Hvile —
ak, men aldrig mine Guder.