Axel Juel (1883–1948)

Et svigtende, bristende — bliv — —

og den dør, den sælsomme Blomst

aandedraglangt er dens Liv.

Den dør i et skælvende Gys,

der sitrende stiger fra Kalkens Bund,

dog endnu den lever en stakket Stund,

lever i Øjnenes Lys.

Og Læberne mødes som før,

mødes, og Kyssets sælsomme Blomst

fødes — og aander — og dør.