Lille Kvinde med de blide Hænder,
ingen, ingen uden Du forstod mig,
derfor skælver jeg af Fryd og Smærte
Gode Gud, hvor er Du god imod mig!
Jeg maa elske Dig med al den Elskov,
der blev stænget, da jeg lærte hade,
der blev stum og kold mod dem, der voldte,
hvad jeg aldrig kunde dem forlade.
Ja, jeg elsker Dig saa glad og tryg, som
Barnebønnen mod Gud Fader stræbte —
og med al den stumme Kval, hvormed jeg
Drømmelig ad Livets Gader slæbte.
Og jeg føler al den Tro, jeg ejed
imod Verden, dengang jeg var lille —
og den trætte Sorg, der randt af Timer,
da dét glipped, jeg saa gerne vilde.
For jeg ejer jo Dit Legems Fryd,
og jeg dækker Dig med Kærtegn ømme,
men min Tanke strider for at tro,
at Din Sjæl er mine hvide Drømme.
Saadan elsker jeg, fordi jeg fejge
ikke tør min Drømmeverden miste,
saadan elsker jeg, mens Sjælen brænder,
mens jeg kysser, kysser Dine Hænder,
mens det er, som skulde Hjærtet briste.