Min Sjæl gled over Dit Øjes
duggede Hvælv,
drømte sig ind i Din skære Hud
og — glemte sig selv — —
Det blev for mig
i den samme Stund,
som Din blegrøde Hud
var en Rosenmund,
der sagte aandede — ind og ud — —
Og Du gav mig ej Lov til at bøje
mig varligt imod Dig og føje
min Mund til Din Kind
og aande Dig ind — — —
naar jeg tænker det nu,
hvor kunde Du nænne det, Du —?
Aa, jeg er jo dum,
jeg ved det jo godt,
jeg sad dèr som stum
og stirrede blot,
nu husker jeg først Dine Blikke:
Du vented, men jeg bad Dig ikke,
for min Sjæl gled over Dit Øjes
duggede Hvælv,
drømte sig ind i Din skære Hud
og — glemte sig selv.