Men hvor kan min store, fornuftige Pige,
hvor kan hun dog tage sig nær
de Menneskers dumme og smaalige Sladder
og fejge, forløjede Færd!
Vi kender jo Mennesker, kender jo Livet,
og tit maa vi sammen græde;
derfor har vi faaet tilsammen saa inderlig,
stærk og usigelig Glæde.
Vi kender jo Mennesker, kender jo Livet,
derfor kan vi sammen smile,
derfor kan vi give hinanden saa inderlig,
tryg og fredsommelig Hvile.
Og nu skal Du smile og smile og glemme,
lad fjernt det bag Tankerne dale;
ja, glem de ynkværdige Menneskers Navne
og fattige Hjærters Tale!
Vi fejer dem ud — og saa er vi alene,
vi to, under Himmelens Hvælv,
og saa er Du bare min lille Veninde,
og jeg, jeg er bare mig selv.