Nu pipper de Fugle derude saa smaat,
i Stuen er næsten lyst —
der ligger en lille fortrolig Haand
og sover saa trygt paa mit Bryst.
Selv sover hun ret som et lille Barn,
hun har baade lét og grædt,
og saa har hun lagt sig til Hvile:
„saa dejlig, vidunderlig træt.”
Hun ligger saadan, som jeg dækkede til
den lille, velsignede Krop,
jeg ser kun en Pande, en Næsetip
og den sorte og stridbare Top.
Og Haanden har vel villet sige endnu
en Gang et Godnat til sin Ven,
men saa er den Lille nok faldet i Søvn,
før Haanden kom hjem igen.
Nu smyger sig Solen i Stuen ind,
den løsner i Søvnens Baand;
jeg kender det paa hendes Aandedræt
og Drag i den varme Haand.
Og sagteligt slaar hun Øjnene op,
hun vaagner saa blødt og tyst —
det er mig, som vaagned en lille, angst
og frydefuld Sjæl i mit Bryst.
Hun siger ikke et eneste Ord,
men gemmer sig til mig ind,
møder min Mund i et langeligt Kys
og klapper mit Haar og min Kind — —