Vi har kørt ad stille Veje,
mens det skumred fjernt og nær.
Hellig Fred. Mod Aftenhimlen
skarpe Rids af sorte Trær.
Begge elsker vi den lille
Landsby, som vi nys forlod.
Grøftekantens høje Ukrudt
vipper, svipper om vor Fod.
Over dunkelgrønne Enge
saa vi Mosekonen brygge,
og jeg saa to store, dybe,
sorte Øjnes tavse Lykke.
Og saa tyst som denne vege
Aften, der paa Natten bier,
sidder nu hos mig min lille,
aftentrætte Ven og tier.
For vi kan slet ikke tale,
og vi maa saa varsomt træde,
Ak, saa lidt kan faa os begge
til af Angst og Fryd at græde.
Mon Du sidder nu og hører,
at de Træer sagte suser,
tænker Du, det er som store,
Fjerne, dunkle Vandfald bruser —
Eller — eller — mon Du mindes,
hvad en saadan Aften hændte,
mon Du mindes lyse Nætter,
førend vi hinanden kendte?
Maa vi ikke begge mindes
svundne Sommernætters Glæder,
maa vi ikke begge drage
hver til sine stille Steder.
Maa vi ikke begge mindes
andre Veje, andre Navne,
og en anden, som os lærte
det at eje — og at savne.
Og da føler vi det begge,
vi hinandens Tanker kender,
og da bøjer vi vort Hoved,
og da mødes vore Hænder.